Er politik bare gammel vin på nye flasker?

Mandag 28. januar slog Wineboutiques ejere, Flemming Nielsen og Rikke Svanhede, dørene op til et andet slags arrangement, end de plejer at holde.

De havde inviteret deres kunder til at komme til gratis vinsmagning i deres hyggelige lokaler og møde Venstres politiske ordfører, Britt Bager, og Socialdemokratiets folketingskandidat, Iben Sønderup, Langå. Begge er opstillet til folketingsvalget i Østjylland.

Under overskriften ”Er politik bare gammel vin på nye flasker?” fik gæsterne lejlighed til at fortælle deres egne historier, høre politikernes mærkesager og argumenter, og lære dem at kende på lidt nærmere hold.

Der var fyldt op med interesserede mennesker i vinsmagningslokalet, og i en god stemning blev der debatteret sundhedsudspil, miljøpolitik, regionernes fremtid, uddannelsespolitik og meget andet. Gæsterne fik også lejlighed til en nærmere snak med både Britt Bager og Iben Sønderup, som satte sig ved bordene for at høre, hvad de besøgende havde på hjerte.

De fleste af de ca 25 deltagere var venstrefolk!
Men vi var nogle få socialdemokrater til denne hyggelige og nye form for politisk debat.

Vi og Iben forsøgte - efter bedste evne - at udfordre Venstre i deres baghave med mange dejlige flasker vin.
Det lykkedes også at få pulsen op hos både Britt Bager og en del af de omkring 20 venstrefolk.